søndag den 21. juni 2009

Snart sejler vi ud på det blå Middelhav

Efter ca. 2050 km kanal/flod-sejlads og 175 sluser er vi nu kommet til Port Napoleon, som ligger i Middelhavet lige ved Rhonens udmunding. Port Napoleon er en stor havn, hvor der er sejlere fra hele kloden. Havnen har alle tænkelige faciliteter, som skal bruges til at vedligeholde, reparere og håndtere både og master mv. Derfor bruger mange havnen som ”overvintringshavn”. Dvs. båden tages op, når sejlersæsonen er slut. Så rejser besætningen hjem (mange til Skandinavien) og kommer tilbage næste sommer for igen at nyde Middelhavet.

Som mange andre har vi nu fået mast og rig på, men mangler stadig nogle få ting, før vi er klar til at sejle. Vi har mødt nogle få danskere hernede. De fleste er begejstrede for Middelhavet, men nogle enkelte har fortrudt (pga. af megen blæst og bølger) og er på vej hjem igen. Selvom der lige nu blæser en kraftig Mistral (speciel kraftig vind fra Rhone-dalen, som blæser en gang i mellem) og vi derfor bliver i havnen, regner vi nu ikke med at fortryde. Vi har fået mange gode tip fra erfarne sejlere, som kender alle de små paradis-bugter mv., så vi glæder os til at vinden løjer af og vi kan komme af sted.

I dag har vi fejret Peters 13 års fødselsdag. Hele kahytten er fuld af dannebrogsflag, så selvom rundstykkerne måtte erstattet med baguetter og lagkagen med en stor fed fransk chokoladekage (med medbragte lys), så har det været en god dag med gaver og hele piv-tøjet.

Her er nogle nye billeder fra den sidste del af Rhonen og her fra Port Napoleon: http://picasaweb.google.dk/Mette.Sohl/Upload12Juni?authkey=Gv1sRgCOm20sbogJysQw&feat=directlink

Hils omkring jer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar